Mænds sundhed… eller mangel på samme?

Vidste du, at mænd ikke er lige så gode til at tage vare på sig selv som kvinder er?  Mænd er generelt dårligere til at gå til lægen, når de er syge, og det skyldes i høj grad at de bagatelliserer sygdom, samt at de bruger internettet til selvdiagnosticering. Mænd vurderer også deres fysiske og mentale sundhed mere positivt end kvinder, også selvom den er markant dårligere.


Mænd er generelt ikke lige så gode til at spise sundt som kvinder er. Der er blevet forsket i mænds sundhed og madvaner i mange år, og resultaterne viser at jo højere uddannelse mænd har, desto mere ligner deres madvaner kvinders. Kvinder lever i øvrigt generelt adskillige år længere end mænd. I forhold til at spise frugt og grønsager, så halter mændene også efter kvinderne. Der er mange sundhedsmæssige fordele ved, at spise både groft og grønt og vi gør vores drenge – og piger for den sags skyld – en tjeneste, hvis vi lærer dem at spise både sundt og varieret, fra de er små. Børn gør som deres forældre, så hvis vi spiser grøntsager og frugt hver dag, så vil vores børn sandsynligvis også gøre det, og hvis vi er fysisk aktive, så vil vores børn sandsynligvis også blive fysisk aktive.

Jeg oplever sjældent enlige mænd i min konsultation. De mandlige klienter jeg har, kommer som regel sammen med deres samlever. Mændene er enormt nemme at arbejde med. De er ikke så forudindtaget når det gælder mad, som kvinder er. Jeg behøver f.eks. ikke at skulle argumentere for, at brød er en naturlig del af en sund og varieret kost. Til gengæld har jeg som regel en snak med mændene, om hvordan seks om dagen skal fortolkes… Langt de fleste mænd opnår rigtig flotte resultater, når de bliver udstyret med en køreplan, som fortæller dem hvordan de når frem til målet.

Når du vælger at bruge Nupo’s produkter er det lidt det samme. Der er en fast køreplan for, hvordan produkterne skal bruges og hvad formålet med produkterne er.


“Men’s Health Week” er en international begivenhed, som finder sted fra d. 11/6 til d. 17/6. Ugen bliver brugt til at skabe opmærksomhed på mænds sundhed… eller mangel på samme. Der bliver arrangeret forskellige aktiviteter rundt omkring i landet bl.a. “Fars Store Maddag”, hvor mænd inviteres til at deltage sammen med en ven, bror, svigerfar, far eller søn. Intentionen med “Fars Store Maddag” er at skabe et fællesskab omkring sund madlavning, og selvfølgelig at få en sjov oplevelse.

Ugen inden – nærmere bestemt d. 5/6 – er der et mandeløb, der hedder “Rigtige Mænd Løbet”. Det er et holdløb, hvor man kan tilmelde sig med hold af tre personer. Løbet afvikles i 31 byer over hele landet. Distancen er 10 km, hvor der både løbes og cykles. Hvert hold må medbringe to cykler, og holdet bestemmer selv, hvem der cykler og hvem der løber. Løbet varer 2,5 time og hvert hold skal nå at løse syv team-opgaver inden for denne tidsramme. Hvis du kunne tænke dig at prøve kræfter med en fysisk udfordring, så var det måske noget for dig og et par venner.