Overvægt blandt børn og unge

Antallet af børn og unge, der er overvægtige er stødt stigende. På 30 år er antallet af overvægtige børn og unge tredoblet i Danmark. Der er mange grunde til at børn og unge bliver overvægtige. Der er ingen tvivl om, at en del af grunden til denne stigning er manglende fysisk aktivitet og forkert kost. En anden grund er, at børn kopierer forældrenes sundhedsadfærd – børn agerer som deres forældre, og forældrenes livsstil gør at børnene bliver overvægtige.


Det er forældrenes ansvar, at deres børn får mad, og det er forældrene, der køber ind og i stor grad står for madlavningen i familien. Der er rigtig mange voksne, som ikke spiser efter de officielle anbefalinger, og derfor får familien ikke ,hvad der anbefales af frugt, grønt, fuldkorn, kostfibre, fisk og vand. Ligeledes er det de færreste voksne, der får den mængde motion, der anbefales.

“Vores børn er små kopier af os, og de kopierer vores sundhedsadfærd. Vi er vores børns rollemodeller,
og når vi ikke er gode rollemodeller, går det ud over vores børn.”

Har du tænkt over, at den adfærd du har omkring mad, er der stor sandsynlighed for, at dine børn vil kopiere. Alene af den grund, har vi altid grønsager på bordet til vores aftensmad, hver evig eneste aften hjemme hos os. Det er som regel en eller anden form for dampede eller stegte grønsager, eller en salat baseret på kål af en eller anden art. Alle spiser det og hvis drengene har venner på besøg, får vennerne også lov til at spise grønsager, selvom ganske mange af de børn, der kommer i vores hjem påstår, at de ikke kan lide grønsager og ikke får det derhjemme. Sjovt nok er der også ganske mange af dem, som ikke spiser grønsager normalt derhjemme, der spiser grønsager, når de spiser hos os. Hvis jeg ikke lige har fået handlet ind og købt friske grønsager, kan en agurk i stave og skrællede rå gulerødder sagtens være aftenens tilbud af grønsager. Frosne grønsager er i øvrigt mindst ligeså sunde som friske grønsager. Ofte så har frosne grønsager et højere indhold af vitaminer og mineraler end de friske. Det skyldes at de frosne bliver nedfrosset lige efter at de er blevet høstet, og derfor holder bedre på vitaminer og mineraler, fra de er høstet til de ligger i butikken.


Rigtig mange unge mennesker stopper med at gå til en sport, når de bliver omkring de 15-16 år. Det kan være at de mister interessen for den sport, som de altid har dyrket. Det kan også være fordi, at de har fået flere lektier for og derfor ikke har tid, eller det kan være af helt andre årsager. Det kan være svært for forældrene, at komme med gode argumenter for, hvorfor de unge mennesker skal fortsætte med deres sport, hvis forældrene ikke selv er fysisk aktive. Sport kan sagtens være noget I er sammen om i familien. Hvis din teenager stopper med sin sport, så begynd at cykle eller løbe sammen. Lad være med at acceptere, at han eller hun ikke er fysisk aktiv. Hvis du suser afsted til en sport, et par gange om ugen eller står tidligt op og løber en tur, så vil din teenager sikkert også dyrke en sport. Gå forrest og vis vejen, og vær den gode rollemodel for dit barn.