Valentines Dag

Valentines Day er en amerikansk tradition, hvor man typisk køber chokolade eller blomster til den man elsker – traditionen falder altid den 14. februar. Jeg kan godt lide tanken om, at vi lige gør lidt ekstra for den eller dem vi holder af denne dag, men det udelukker selvfølgelig ikke, at vi også gør det alle andre dage.


Men Valentines Day handler ikke kun om blomster og chokolade – at gøre noget godt for hinanden kan også være, at vi hjælper hinanden til at nå vores mål. Det kan eksempelvis være at komme tilbage i form, hvis du ikke har prioriteret dig selv. Det kan være hyggeligt, at lave aktiviteter sammen med dem man holder af. I anledning af Valentines Day kunne du – sammen med din partner eller bedste ven – sætte nogle mål om, at udføre nogle nye sjove aktiviteter sammen, der giver sved på panden. I kan udfordre hinanden til at finde på sjove aktiviteter, I kan gøre sammen. Hvis du er til det lidt mere stille og rolige, som ikke kræver at du skifter tøj, kan en tur i bowlinghallen også give lidt sved på panden, samt ømme balder og lårmuskler. Der går gerne et par år i mellem, at jeg selv bowler, og jeg bliver lige overrasket hver gang over, hvor øm jeg bliver den efterfølgende dag.

Hvordan skal du fejre Valentines Day i år? Jeg skal starte dagen med en rask løbetur på et par kilometer eller fem, og derefter sandsynligvis en time i træningscentret. Jeg har min faste træningsveninde – som jeg træner med 3-4 gange om ugen – så vi skal selvfølgelig også træne sammen denne dag. Valentines Day ligger lige midt i mine drenges vinterferie, så jeg vil prioritere at gøre noget sjovt og aktivt sammen med mine små banditter. Jeg tænker, at vi måske skal en tur i svømmehallen, eller måske skal vi prøve kræfter med skibakken på Amager. Jeg tænker, at vejret får lov at bestemme, om vi skal være ude eller inde. Hvad end du skal lave Valentines Day, håber jeg at du bruger den sammen med en eller flere som du holder af, og at du får en dejlig dag -måske med sved på panden.