Sankt Hans

Når det er sommer og lidt lunere i vejret, er der ofte mange fester og selskabelige sammenkomster. Sankthansaften er en af disse, og det er meget forskelligt, hvordan denne aften bliver fejret rundt omkring. En ting er sikkert, der er (næsten) altid bål med symbolsk hekseafbrænding, Sankthansaften. I flere byer er der tradition for at holde en offentlig Sankthansaften, hvor du kan tage din picnickurv under armen og fejre aftenen i selskab med andre. Der vil ofte være en båltale inden bålet tændes og heksen brændes af.


Til disse fester kan det være en udfordring, at finde på en ret eller to der er nemme at lave og som måske endda kan laves dagen i forvejen, især hvis Sankt Hans falder på en almindelig hverdag. Her er et par forslag til den hurtige picnickurv, der med fordel kan laves dagen før.

Salat af perlebyg:

  • Kog perlebyggen efter anvisningen på pakken og køl kernerne ned når de er møre.
    • Hvis du laver maden samme dag, den skal spises, kan du overhælde de kogte kerner med koldt vand for at køle dem hurtigt ned.
  • Skær agurk, cherrytomater, forårsløg og peberfrugt i små stykker og bland det sammen med de kolde kerner.
  • Tilsæt fetaost skåret i mindre tern.
  • Hak en stor dusk bredbladet persille og bland den i salaten.

Salaten kan varieres som det passer dig og efter, hvad du har i grønsagsskuffen i forvejen. Fetaen gør at salaten ikke bliver tør og kedelig, og du behøver derfor ikke en dressing.


Kyllingedeller:

Bland det hakkede kyllingekød (ca. 500 gram til fire personer) med følgende ingredienser:

  • 1 lille løg, der er hakket i en minihakker.
  • 1 til 2 fed hakket hvidløg.
  • Ca. 1 cm hakket frisk ingefær (brug din minihakker).
  • Ca. 1 dl. havregryn (… her kan du kan også bruge mel).
  • 1 æg og lidt bouillon.
  • Salt og peber.

Bland det hele godt sammen, form dellerne, og bag dem i ovnen på en bageplade beklædt med bagepapir – ca. 200 grader i omkring 15-20 min. Vend dem efter ca. 10 min. Bagetiden kommer selvfølgelig an på hvor store dine kyllingedeller er, så check dem undervejs, så de ikke bliver tørre.